Og i mandags fik jeg en uhyggelig opringning, af hendes læge.
Min mor har ikke langt igen, jeg fortalte lægen at jeg var på vej op for at besøge min mor.
På plejehjemmet blev jeg mødt af en sygeplejeske der præsenterede sig, som hende der plejer de døende patienter.
Hun forklarede mig at jeg skal indstille mig på, at min mor snart sover stille ind. Gudskelov har hun ingen alvorlige smerter, men hun spiser næsten ingen ting, og indtager meget lidt væske. Og så har hun tabt sig alvorligt meget.
Da jeg besøgte hende på plejehjemmet i søndags, kunne jeg godt for nemme hvilken vej det går, for hun fattede overhovedet intet af det jeg fortalte hende, hun var meget forvirret og ville helst bare sove og have fred.
Selv om min mor ligger for døden vil jeg dog stadig leve, dog er der ting jeg har aflyst.
Næste weekend skulle jeg til Esbjerg og opleve Nicole Brøggler strippe, men tænk at sidde i Esbjerg og de så ringer og fortæller at min mor er død. Så har jeg 3 timers togtur hjem, eller kunne risikere at det er på et tidspunkt hvor der først køre et tog igen dagen efter.
Så den tur aflyser jeg, og håber jeg får chancen for at opleve Nicole Brøggler en anden gang.
Jeg holder mig i og omkring Struer, så jeg ikke er længere væk end en tur i taxa.
I går nat oplevede jeg den særeste drøm, jeg drømte jeg stod ude på mit job, fjerkræslagteriet i Vinderup hvor mit job er at hænge de levende kyllinger op.
Der drømte jeg at foran mig stod en kylling og sang så smukt på latinsk, og inden jeg skal op at diskutere med påståelige mennesker der vil spørge om jeg forstår latinsk, nej det gør jeg ikke. Hvordan jeg så kan vide om det var latinsk, jamen det kan jeg så heller ikke.
Blot ved jeg kyllingen ikke sang på dansk og heller på engelsk, men på et sprog jeg ikke kender, og det lød vanvittigt smukt. Og så kunne jeg høre en kvindestemme langt væk, der kaldte på mig. Det var ikke min mors stemme, hvem det så var kunne jeg ikke registrere.
Drømmen var så sær at jeg vågnede og tænkte, at nu ringer telefonen om et øjeblik. Men det gjorde den så ikke.
Jeg tog så på plejehjemmet i går og besøgte min mor, og der levede hun endnu men sov meget dybt.
Det siger sig selv jeg naturligvis for tiden er i sorg, og gruer for den dag telefonen ringer og de siger, nu er din mor død.
Jeg har så den indstilling at sorgen aldrig må blive det kviksand man stikker sine fødder ned i, og aldrig kommer videre. Når min mor er borte er jeg her jo stadig, så jeg skal sørge for, at komme videre i mit liv.
Jeg er spændt på hendes familie, når bisættelsen har fundet sted og kaffen er drukken, om de stadig vil se mig og have noget med mig at gøre.
Dybest set er de ikke min familie, kun min mors biologiske familie.
Min biologiske mor fødte mig på Rigshospitalet i København i 1962 men ville ikke vide af mig, så jeg blev sendt på et spædbarnshjem. Så min nuværende mor har været min adoptivmor siden 1963, når hun dør er jeg ikke længere et adoptivbarn, så står jeg reelt set uden en familie og er helt alene.
Jeg har lært mig selv at leve alene, og nyder fuldt ud at være single, mit singleliv opgiver jeg ikke bare lige for hver en pris.
Så når jeg skal se på min mors biologiske familie den dag hun går bort, så er de ikke min familie og heller ikke mine venner. Måske går det mig som i Jørgen Rygs monolog:
"Vi kalder ham for Ludvig d.14, for han bliver kun inviteret med når der er 13 til bords, og det er fordi han er så røvkedelig ".
Så det kan godt være det ville føles underligt for mig, at blive inviteret med til deres familiefester, og så skulle sidde der og ikke rigtigt vide hvordan man skal føle sig til stede.
Men nu må jeg se hvordan det går, skal vi ikke længere ses at det er forbi når det er forbi, jamen så lever jeg fint videre med den beslutning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar